I vores sidste udgave diskuterede vi Bjergprædikenen. I den lærte Jesus eksplicit om trofast lydighed over for Torah’en eller Loven og understregede dens bestandighed ved at henvise til en rabbinsk fortælling om bogstavet ”yod” og ”tøddelen”.
Vi vil nu komme mere bredt ind på de seks modsatrettede erklæringer, Jesus kom med i samme prædiken. Hver af dem begynder med: ”Der er sagt …” og slutter med ”men jeg siger jer …”
For eksempel: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje, og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til” (Matt. 5,38-39).
Den bogstavelige mening af en erklæring som denne er, at den første påstand er af lavere kvalitet, ukorrekt, mindre holdbar, måske endda usand. Den anden udtalelse overgår den første. I essensen betyder det, at ikke A, men B er sand, gyldig osv. Jesus synes at erstatte det bibelske princip om retfærdighed, ”et øje for et øje”, med ”vende den anden kind til”.
Hvis det er sandt, synes disse erklæringer imidlertid at modsige det, Jesus tidligere sagde: ”Tro ikke, at jeg kommet for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme [eng. opfylde]” (5,17). Afskaffer Jesus Moseloven og opretter nogle nye standarder, eller gør han ikke?
Formen ”ikke A, men B” betyder ikke nødvendigvis, at B erstatter A, i det mindste ikke i den hebraiske kontekst. Det lyder kontraintuitivt, men er nøglen til at forstå Bjergprædikenen.
Der er flere udtalelser i Skriften og i den rabbinske litteratur, som bruger formen ”ikke A, men B”. Der startes med et udsagn, der er i modstrid med et kendt faktum, eller som er usædvanlig, måske endda bizar. Det er ”ikke A”-delen. Det gøres helt bevidst for at fange vores opmærksomhed ved at udfordre det, vi ved er sandt, for at få os til at se en endnu dybere mening, som udtrykkes i den anden del, ”men B”-delen.
Det er en almindelig metode i den hebraiske litteratur, der svarer til at understrege noget for at fremhæve en særlig pointe. Som rabbinerne forklarer, så betyder det, at A ikke er hovedsagen eller det vigtige, men det er B, der er det dybere eller primære budskab (Berachot 12b). ”Ikke A”-udsagnet gør ikke et tidligere princip eller faktum ugyldigt. Det medvirker snarere til at fremhæve mere vigtige spørgsmål i Skriftens mange lag.
Vi vil nu se på, hvordan dette virker i to eksempler. Det første er fra en rabbinsk prædiken, det andet er fra Bibelen selv.
Her er et citat fra en velkendt rabbinsk kommentar til skriftstedet i Es. 54,13 (tilføjet fremhævninger): ”’Alle dine børn [hebraisk banayich] bliver oplært af HERREN, og stor bliver dine børns fred [igen banayich].’ Læs ikke ’dine børn’ [banayich], men ’dine bygningsmænd’ [bonayich]” (Berachot 64a).
Den rabbinske kommentator kommer med en udtalelse, der går imod noget kendt: ”Læs ikke den bibelske tekst bogstaveligt” (”ikke A”) og foreslår et alternativ ”Læs i stedet” (”men B”). Opmærksomheden er vakt ved, at kommentatoren vover at ændre et ord i den Hellige Skrift fra ”børn” til ”bygningsmænd”.
Læg imidlertid mærke til følgende: Denne ændring opnås på hebraisk ved at ændre blot en enkel vokal. Siden oldtiden er Bibelen skrevet på skriftruller uden vokaler. Vokallydene blev i århundreder overleveret gennem mundtlig tradition, og blev først senere tilføjet af Masoreterne. En lille ændring af en vokal, som i ”banayich”, til ”bonayich”, giver et helt andet ord med en helt anden betydning.
En informeret jødisk lytter vil vide, at kommentatoren egentlig ikke havde til hensigt at ændre Bibelen. Han ville ganske enkelt udtrykke et nyt lag af mening, nemlig dette, at de, der beskæftiger sig med at studere Guds Ord, er de sande åndelige bygningsmænd, der bygger verden og skaber fred.
Det bliver endnu mere klart, når vi ser, at Gud også bruger formen ”ikke A, men B” flere gange i Bibelen.
Her er et eksempel: ”Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Tag både jeres brændofre og jeres slagtofre, og spis selv kødet! Jeg gav ikke jeres fædre befaling om brændofre og slagtofre, dengang jeg førte dem ud af Egypten. Men dette befalede jeg dem: ’Adlyd mig, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk. I skal følge den vej, jeg befaler jer, for at det må gå jer godt’” (Jer. 7, 21-23).
Fordi Gud er utilfreds med folkets fortsatte synder, siger han til dem, at de lige så godt kan spise alle ofrene selv, også de, der var tænkt som helofre på alteret. Ofrene var ikke længere acceptable for Ham.
Så kommer Gud med en overraskende udtalelse. Han siger, at Han ikke gav Israel noget bud om brændofre eller andre ofre, da de forlod Ægypten (v. 22; ”ikke A”), men kun bød dem at adlyde Ham til deres eget bedste (v. 23; ”men B”). Er første del sand? Ganske sikkert ikke.
Husk, at under forberedelserne til udgangen af Ægypten, fik Israel bud angående påskeofringen (2. Mos. 12,3-11; 21-27). Da De ti Bud blev givet, gav Gud dem bud om et alter og om ofringer (20,21; nogle oversættelser v. 24).
Også på Sinai bjerg modtog Moses i fyrre dage og fyrre nætter bud om at bygge et alter (27,1-8) og instruktioner om ofre i forbindelse med indvielse, forsoning og de daglige ofre (bemærk især 29,1-46; 30,10.20.28; 31,9; se også 40,29). Det er klart, at Gud faktisk gav Israel bud angående ofre og frivillige gaver fra det tidspunkt, de forlod Ægypten.
Da Gud ikke lyver, hvad kan det så betyde? Som nævnt tidligere, betyder ”ikke A, men B” følgende: A er ikke det primære aspekt, men B er det primære aspekt. Det, der lyder som et ikke-faktuelt udsagn (”Jeg gav ikke Israel bud angående ofringer”) er faktisk egentlig et middel til at understrege det, der er vigtigere: det primære er at adlyde Gud.
Så skønt ofringer er gyldige (de er dog bestemt af Gud) skal man ikke blive rutinemæssigt afhængig af dem, så de bliver uden oprigtighed. Ofre er sekundære, så langt som de er en del af den opdragende proces efter at have syndet. Det er sådan, at lydighed ophæver behovet for mange ofre.
Med et hebraisk tunet øre kan vi nu forstå, hvad Jesus mente i Bjergprædikenen.
Han ændrede ikke Lovens retningslinjer for dommere, som efter den skal fælde en retfærdig dom. Jesu primære anliggende var snarere menneskets tendens til at søge hævn.
I hverdagslivet er det menneskets natur at kræve lige for lige, hvilket hvirvler det ind i en uendelig spiral af had eller vold. Dette leder ofte til retsprocesser foran en dommer. Men retssale er i bedste fald en begrænset, afhjælpende foranstaltning til genoprettelse af ødelagt ejendom. De er ofte ikke nok til at eliminere den betændte vrede mellem parter, der ligger i en fejde. En ydmyg ånd, indrømmelser, selv stilhed over for fornærmelser og krænkelser vil i mange tilfælde udelukke behovet for at føre proces og lede til en mere udbredt fred.
Denne forståelse af ”ikke A, men B”-formen har konsekvenser ud over Bjergprædikenen. Betragt et andet eksempel: Paulus taler til jøderne, når han siger: ”For jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud” (Rom. 2,28-29).
Taget ud af sin kontekst i den jødiske prædikenkunst er dette blevet en af erstatningsteologernes (supersessionisternes) klassiske bevistekster til at underbygge deres påstand om, at Israel er forkastet, og kirken har erstattet Israel.
Men Paulus, som så en fordel i omskærelsen (3,1-2), og som omskar en discipel kaldet Timotheus (Ap.G. 16,1-3), forkastede åbenbart ikke sit folk, heller ikke Lovens forskrift om omskærelse af kødet. Fri fra erstatningsteologiens favntag ser vi, at teksten ganske enkelt understreger hovedsagen, som er at tjene Gud med et omskåret hjerte, med kærlighed og villig lydighed, et koncept, der har været kendt siden Moses’ dage (5. Mos. 10,16; 30,6; Jer. 4,4).
Ved at læse ud fra en hebraisk synsvinkel (i en jødisk kontekst) kan kristne forstå både Tanach (Det gamle Testamente) og Det nye Testamente mere korrekt, inklusive Paulus’ breve. Historiske misforståelser omkring det jødiske folk vil reduceres, forestillinger som i dag alt for ofte bliver overført på Israel.
*en rabbinsk prædiken