Artikler Featured

Arabere bruger kristne til at modarbejde Israel


Shadi Khalloul

Shadi Khalloul

Formanden for det aramaiske, kristne samfund i Israel, Shadi Khalloul, er også repræsentant for de arabisk talende kristne og kandidat til Israels parlament.

Kristne i Det hellige Land, Judæa og Samaria – som i dag kaldes Vestbredden eller Det palæstinensiske Selvstyre (PA) – er landets oprindelige befolkning, sammen med jøderne og forskellige arabere. Regionen har været beboet af jøder og siden kristne i næsten 3000 år. Før det årh. eksisterede der slet ikke muslimer.

Efter at muslimer fra den Arabiske Halvø havde erobret Jerusalem i år 637, blev jøderne og de tidlige efterfølgere af kristendommen tvunget til enten at konvertere til Islam eller acceptere et herredømme under sharia (islamisk religiøs lov) i et islamisk kalifat med dets dhimmi-love, beregnet til at minde dig om, at du er andenrangs borger. I Islams forståelse er dhimmi’er ikke-muslimer – derfor andenklasses borgere, som knap nok bliver tolereret – som lever under særligt hårde love. De skal betale beskyttelsespenge (en ”skat”, kaldet jizya) for at garantere deres liv og ejendom.

Disse love bliver indført af muslimske erobrere overfor alle ”vantro”, både kristne og jøder, i alle besatte områder og gælder stadig i forskellige forklædninger i Gaza og i de PA-styrede områder.

v55mvcv

I Syrien udsendte ISIS fornylig et islamisk dekret, hvori kristne beordredes til at betale en skat på ca. en halv ounce (14 gram) rent guld som en del af disse dhimmi-regler, den samme skat som i den første muslimske erobring af Mellemøsten.

I Gaza forfølges kristne af islamiske grupper og af Hamas-regeringen. Rami Ayyad, en lokal Kristen, som ejede en boghandel, blev myrdet, fordi han nægtede at lukke den.

A fire erupted at the Maronite St. Charbel Monastery in the Wadi Maali neighborhood of Bethlehem in the occupied West Bank

St. Charbel Kloster i Wadi Maali, Betlehem

 

Den 8. oktober 2015 i Betlehem på Vestbredden blev Sankt Charbels kloster sat i brand, og i Jerusalem sidste juleaften blev den latinske patriarks bil angrebet af palæstinensisk-islamiske ekstremister. Heldigvis havde vi israelske soldater ved Rakels grav, som greb ind og stoppede de palæstinensiske angribere.

Hvad var nu jødernes rolle i alle disse angreb? Svaret er: ingen.

Når det er sagt, så hørte vi ikke nogle af de lokale kristne medier tale imod denne forfølgelse og diskrimination. Da slet ikke nogle muslimske grupper, som fordømte angrebene. Vi hørte stilhed fra den større del af det palæstinske muslimske samfund.

På den anden side hører vi høje udbrud fra lokale kristne, når nogle fanatiske jøder beskadiger et kloster, selv om disse jøder på ingen måde repræsenterer israelske, zionistiske værdier, og selv om de efterfølgende arresteres af zionisterne.

Hvorfor reagerede kristne ikke på samme måde på begge forbrydelser?

Det var både jødiske og kristne samfund, der fik dhimmi-status under deres islamiske herskere eller i staterne, styret af Islam. Jøderne har nu deres eget stærke, demokratiske land og føler sig trygge. Mange kristne i arabiske lande og i de PA-styrede områder opfører sig imidlertid stadig som dhimmi’er i deres oprindelige hjemlande og holder med magthaverne i bytte for beskyttelse.

Ved en konference for kort tid siden med titlen Christ at the Checkpoint [”Kristus ved vejspærringen”] så vi for eksempel kristne dhimmi’er under PA’s styre, som reagerede aggressivt mod den eneste demokratiske stat i regionen, nemlig Israel, hvor det kristne samfund faktisk trives og gror. De kristne ved ”Christ at the Checkpoint” prøvede at forfalske historien. Som gode dhimmi’er benægtede de alle relationer mellem Jesus og hans jødiske rødder – selv om Den sidste Nadver var en jødisk påske-seder. Derved fornægtede de endog vores egen relation til kristendommens rødder og meningen med, at Gud åbenbarede sig som menneske på Jorden gennem det jødiske folk, som beskrevet i Bibelen.

Derudover ignorerede konferencens ledere og dens deltagere enhver aktuel eller historisk for-følgelse af kristne, begået af muslimer. Ved deres udtalelser benægter de faktisk den tro, som beskrives i den hellige Bibel. Det eneste, der optog dem hvert sekund og hvert øjeblik og ledte dem i hver eneste afgørelse, var, hvordan de kunne smigre og tjene det arabisk-islamiske flertal i dets kamp mod den jødiske stat.

Sameksistens er ikke punktet for de kristne her, snarere må de frygte for deres egen eksistens og lide under total mangel på frihed under Det palæstinensiske Selvstyre ligesom i alle de arabiske stater. Det palæstinensiske Selvstyre og de andre arabisk-islamiske regimer er snu nok til at lugte denne svaghed. De planlægger aktiviteter, finansierer og betaler løn for anti-israelske, kristne dhimmi-organisationer for at få vestlige kristne til at tro på den palæstinensiske sag – og ved denne ”sag” forstår de etableringen af en anden arabisk-islamisk diktaturstat uden menneskerettigheder.

Den metode, de anvender, er midlertidigt at bruge de kristne ved at spille dem ud mod deres jødiske brødre, med hvem de kristne deler de samme rødder og de samme hellige bøger. Det palæstinensiske Selvstyres grundlov, artikel 4, siger klart: ”Islamiske sharia-principper skal være hovedkilden til al lovgivning.”

Hvis dette land er defineret som islamisk, så sikrer det islamisk overhøjhed over alle andre reli-gioner og hindrer enhver person i nogen sinde at forlade Islam. Det er vigtigt for Vesten at forstå, at al omtale af menneskerettigheder og religiøs frihed er irrelevant, idet det kun nævnes for at til-trække midlertidig vestlig støtte. Den vestlige, demokratiske verden – herunder alle kristne kirker på verdensplan – burde være opmærksom på denne taktik. Af hensyn til deres egen overlevelse burde de også anerkende, at Israel i deres lovgivning, ad demokratisk vej, har indarbejdet og desuden overholder de menneskeretslove, der vedrører kristne og alle andre borgere. Vesten skulle stoppe med den letsindige finansiering af de palæstinensiske arabere og lægge pres på de palæstinensiske ledere for at sikre, at de indfører menneskerettigheder, sikkerhed, lighed og frihed for deres eget folk, så vel som for det lokale kristne samfund. Israel er ikke problemet, Israel er løsningen.